tirsdag den 21. juli 2009

Jeg blev vækket kl. 08:26...

... med kaffe på sengen og endnu ét af min mands selvkomponerede guitarværker, omhandlende dét faktum, at jeg nu - tilnærmelsesvist - var vågen og godt på vej til at tage hul på en ny dag i min sommerferie. Ulf kan fire akkorder - og alle sangene starter med den samme, akkompagneret af ordene "Godmorgen, lille Piaaaaa". Han har nu dog lært, at skifte så hurtigt mellem akkorderne, at jeg begynder at ane et ikke så ringe gehør og en medfødt melodiøsitet. Joh - "Godmorgen, lille Piaaaa" skal nok få sin plads blandt stjernerne en skønne dag.

Jeg er nu officielt blevet blogger. Beslutningen herom kom sig af en nyligt sprungen litterær inspirationsbombe, bestående af henholdsvis Aksel Sandemoses En Flygtning Krydser sit Spor og et par veldrejede debatindlæg i dagbladet Information. Disse fine stykker skrift fremstod i deres indhold i første omgang for mig som absolutte modpoler; Sandemoses Jante, som jeg med både varme og smertende sjælsminder kunne nikke genkendende til - og Informations holdningsskarpe og akademisk velkomponerede artikler, som jeg elsker at læse og forholde mig til, fordi den del af mig, som ikke er Jante, har hjemme i denne del af verden. Det slog mig, om disse to dele nogensinde for alvor kan forenes - og det tror jeg, jeg er blevet enig med mig selv om, at de kan. For det er jo mig - og ellers ville denne blog ikke kunne være.

Så altså... den kroniske tilstand af Jante i et menneske, som er vokset op i det - fysisk eller i overført betydning, tørsten efter akademisk dygtig og velskreven kronik, sammenkoblet med et spindende og legesygt kattesind, som til hver en tid elsker sin solstråle og at putte hos nogen, der indgyder tryghed, blev til Kattens Kronik.

Very well - there it is!